SOK Nyhedsbrev januar 2020

Klubben skal have ny formand

Efter mange og svære overvejelser, har jeg besluttet at stoppe som formand i klubben, rent praktisk med virkning fra lige efter generalforsamlingen.

Da jeg takkede ja til at være formand, var det med lyst og mod til at gøre en forskel og til at stå i spidsen for landets største orienteringsklub. Men siden jeg takkede ja, har min hverdag ændret sig drastisk. I marts 2019 valgte jeg at stoppe i Forsvaret, da jeg måtte erkende, at jeg, af personlige årsager, ikke ville kunne håndtere en udsendelse. Jeg tog derfor konsekvensen og sagde op. Jeg har siden arbejdet på at få sat en hverdag sammen og samtidig skabe et fundament for mit fremtidige arbejdsliv. Jeg startede derfor på en Friluftsvejlederuddannelse i august 2019 og har også startet min egen virksomhed op igen. Derudover fik jeg her i november muligheden for et deltidsjob i ét år.

Desværre har jeg oplevet de sidste par måneder, at jeg ikke kan overskue det hele på én gang og har også haft tegn på stress, hvorfor jeg har været nødt til at revurdere hvad jeg bruger min tid og energi på. Dels for at undgå, at det går ud over min familie og måske bliver til mere end blot tegn på stress og dels for at få overskud til at sætte fokus på det, der skal være med til at skabe mit nuværende og fremtidige arbejdsliv.

Desværre ”tabte” formandsjobbet, da jeg må erkende, at jeg ikke længere har den fornødne energi og tid til at løfte opgaven på den måde jeg gerne vil og som er nødvendig, hvilket klubben ikke kan være tjent med.

Jeg vil stadig være en aktiv del af klubben, indtil videre primært med et kort i hånden til træningerne, men på sigt også til mindre og konkrete opgaver.

Bestyrelsen blev orienteret om dette i juleferien og på bestyrelsesmødet d. 6. januar startede vi processen med at finde en afløser, så der forhåbentligt kan præsenteres en ny formand til generalforsamlingen.

Er der nogen der har sprøgsmål eller input til bestyrelsen vedrørende ovenstående, må I endelig tage fat i mig eller én af de andre fra bestyrelsen.

Husk generalforsamling 5. marts

Torsdag d. 5. marts 2020 kl. 18.00 bliver der serveret chili con carne (og også en gang chili sin carne) i klubhuset, inden vi gennemfører den årlige generalforsamling.

I år skal vi blandt andet høre mere om klubhusudbygningen, hvor den lille gruppe, som har arbejdet med det, vil præsentere et konkret forslag til udbygning inklusive pris og finansiering.

I løbet af februar vil I modtage den formelle indkaldelse og beretninger fra klubbens formand og udvalg.

Gode datoer til kalenderen

Herunder er et udvalg af datoer fra første halvår 2020, som kunne være gode at skrive i kalenderen. Derudover kan man altid finde klubbens træningsplaner og årsplaner på hjemmesiden.

8. januar 2020 – Første gang vintergymnastik (Sølystskolen) og trailtræning (fra klubhuset)
11. januar 2020 – DOF akademiet
5. marts 2020 – Generalforsamling
10. marts 2020 – Prisfest for guldvindere
14.-15. marts 2020 – Klubtur til Nordjysk 2-dages
9.-11. april 2020 – Klubtur til Påskeløb på Rømø
26. april 2020 – Divisionsmatch
3. maj 2020 – Gudenådyst
9. maj 2020 – Julsø Ultra
30. maj – 1. juni 2020 – Klubtur til Sverige arr. af ungdomsudvalget

Med venlig hilsen

Christian Biering
Formand