Forårets allervigtigste match: 1. Divisionsmatch i Haunstrup d. 14. april

Silkeborg OK stiller med et frygtindgydende hold, hele 93 klubmedlemmer i alle aldre og i alle klasser har valgt at bidrage til endnu en sejr. Holdets størrelse er klubrekord. At alle klasser dækkes, også med de særligt pointgivende ungdomsløbere - endnu en styrke. Sejren er dog først i hus, når vi har været i skoven. Det er ikke nogen hemmelighed, heller ikke for modstanderne fra OK Pan, Horsens OK og Aalborg OK, at vores taktik er den samme som tidligere: Løb sikkert og hurtigt.

OK Pan stiller med et hold på 65, Horsens OK har 70 løbere på holdet. Aalborg OK er matchens Benjamin med 52 løbere.

Haunstrup er et terræn, hvor stort set hele området består af gamle kulgrave med høje sandtipper og mindre søer. Vind og vejr har eroderet de høje sandtipper, så der nu findes et væld af småslugter, der er mere eller mindre bevoksede. Mange af gravene er tørlagte, så man stående på bunden kan føle sig hensat til et månelandskab.

Det nye ved divisionsmatchen er, at fra i år vil to hold gå videre til finalen. Vi har endnu et 1. divisionsopgør, det foregår i Vindum ved Viborg d. 16. september. Vi tror naturligvis på, at vi er det ene hold til finalen. Vi har stolte finaletraditioner at holde i hævd, de seneste fire år har vi været i finalen med en guld- og tre sølvmedaljer som vores trofæer.

Finalen foregår i Vrøgum Plantage d. 14. oktober, det er plantagen hvor formanden sled sine barne-o-sko.  Så hun vil nok komme med tips i bussen på vej til finalen til, hvorledes den skov skal løbes.

Men i morgen gælder det Haunstrup. Husk sikkert og hurtigt. Vi ses ved Rådhusets p-plads kl. 8.30

Inga