WOC-nyt

Så skal der snart hverves folk i stor stil

Brik for brik falder på plads – hør mere om WOC på møder rundt om i klubberne

Ledelsen fra WOC har allerede flere gange været ude med opfordringen, men det kan ikke siges nok gange: Husk at reservere dagene 1.-5. august næste år – og gerne nogle dage før og efter også -  til at være medhjælper ved WOC. Så er du samtidig sikret en orienterings-oplevelse af de helt store.

Det er til den tid 32 år siden, der sidst har været orienterings-VM i Danmark, og med stadig flere lande, hvor der dyrkes orienteringsløb, går der sikkert endnu flere år, inden det næste gang er Danmarks ”tur” til at være vært. Så det er sandsynligvis en oplevelse, de fleste af os kun får mulighed for én gang i livet – grib chancen.

I de kommende måneder får medlemmerne i de syv arrangørklubber mulighed for at høre meget mere om, hvor langt vi er med forberedelserne og hvilke forventninger, vi kan begynde at stille til de travle augustdage næste år. Stævneledelsen drager nemlig på turné til klubaftener i de syv klubber for at fortælle det nyeste. De fleste af møderne ligger i begyndelsen af april.

Stævnepladserne fundet

Måned for måned falder flere brikker på plads, og her skal blot nævnes enkelte af dem.

Samtlige stævnepladser er nu fundet. Dem kan du læse nærmere om på WOC’s hjemmeside, www.woc2006.dk.

   En af de stævnepladser, der alligevel ikke blev til noget, har dog fortjent et par ord. Stævneleder Flemming Nørgaard fortæller, at Himmelbjergtoppen meget længe var inde i billedet som stævneplads ved stafetten. Den placering var flere i stævneledelsen meget forelskede i, for ingen tvivl om at Himmelbjerget ville være en fantastisk ramme, men man måtte dog til sidst erkende, at området ikke vil kunne rumme et så stort arrangement. Derfor bliver stævnepladsen i stedet på et område ved Bøgedal – altså lidt nærmere Sletten.

I Mindeparken

Sidste konkurrenceområde er nu også fastsat. Da navnene på de øvrige områder blev offentligjort sidste sommer, blev det kun oplyst, at sprinten skulle finde sted i ”et parkområde ved Århus”. Det står nu fast, at det bliver i Mindeparken og hermed blandt andet meget tæt på Marselisborg Slot. Så  måske opholder stævnets protektor, kronprins Frederik, sig her i konkurrencedagene.

Nye navne

På ”personalesiden” er der også et par nyheder. Flemming Hansen fra Viborg OK, der er chef for WOC-Tour, altså publikumsløbene, skal i et halvt års tid arbejde i Trondheim i Norge, og hans post overtages derfor midlertidigt af en anden fra det triumvirat, der står i spidsen for publikumsløbene, Ulrik Mathiasen fra Silkeborg OK.

Posten som pressechef er blevet besat. Den tidligere PAN-løber Johan Fegar, der i dag bor på Sjælland og løber for Tisvilde, har påtaget sig denne opgave.

Endelig er der også fundet en, der skal tage sig af den store opgave med at lede og koordinere hvervningen af frivillige hjælpere. Elin Holm Jensen fra Horsens OK har sagt ja til opgaven.

På et andet punkt er der hentet assistance fra Sverige. En særdeles kompetent stævnespeaker, Per Forsberg, der også klarede funktionen ved VM i Sverige sidste år, har påtaget sig den igen i 2006.