VM-løberne er allerede begyndt at strømme hertil
En hel stribe træningsgrupper har besøgt de midt- og østjyske skove.
Der endnu er over et år til, at verdensmesterskaberne i
orienteringsløb afvikles i de øst- og midtjyske skove, men masser af mulige
deltagere er allerede begyndt at strømme hertil. I årets første måneder
var en stribe træningsgrupper på besøg, og tilstrømningen ventes at blive
væsentligt større i de sidste måneder af 2005 og ikke mindst i første del
af 2006.
-
Træningsgrupperne løber først og fremmest i statsskovene omkring
Silkeborg, hvor der jo er tegnet helt nye kort op til VM af de samme
korttegnere, der står for VM-kortene. Men der har også været løbet i et
par relevante private skove, så presset på de enkelte skove ikke bliver for
stort, siger Erik Bobach fra Silkeborg OK. Han står sammen med Torben Utzon
fra OK Pan for kontakten til de udenlandske landshold og andre træningsgrupper,
der ønsker at komme til Øst- og Midtjylland forud for VM.
Erik Bobach har foreløbig en
liste med otte træningsgrupper, der har været på besøg. De er fra
Tyskland, Sverige, Norge, Finland og Ungarn og har i antal varieret fra 5 til
30.
Yderligere to grupper, det
norske landshold og en gruppe fra Halden i Norge, skulle have været på træningsophold
lige efter Nordjysk 2-dages midt i marts, men meldte fra på grund af sne.
Ikke fordi nordmænd frygter sne, men de orienteringsmæssige udfordringer er
unægtelig noget mindre, hvis løberne kan nøjes med at følge postudsætterens
spor i sneen frem til posterne.
Træningsgrupperne har
mulighed for at få al den service, de ønsker. Minimum er – foruden køb af
kort – at de lader WOC-organisationen stå for løbstilladelserne. I praksis
vil det som oftest sige, at Silkeborg OK´s skovkontakt klarer opgaven. Træningsgrupperne
kan også købe sig til banelægning, postudsætning og –indsamling og få
assistance til at finde overnatning. Nogle af de mindre grupper har boet i
Silkeborg O-center, (det kombinerede Team Danmark Center og klubhus for
Silkeborg OK). De forskellige opgaver i forbindelse med ”trænings-pakkerne”
til de udenlandske grupper tager medlemmer af
Silkeborg OK sig af.
-
Jeg tror ikke, at der kommer ret mange træningsgrupper hen over
sommeren, hvor løberne har travlt med konkurrencerne. Men i løbet af efteråret
begynder der sikkert at komme grupper igen, og så tror jeg bestemt også, at
der vil komme en række hold efter Spring Cup næste år, hvor et stort antal
landsholdsgrupper jo i forvejen er i Danmark, siger Erik Bobach.
Han glæder sig også over, at
Silkeborg Statsskovdistrikt har vist meget stor forståelse for, at
verdensmesterskaber i Danmark er en så speciel ting, at der til dels kan ses
bort fra den sædvanlige praksis. Statsskoven er indstillet på at give løbstilladelser
hyppigere end normalt, men ofte vil det også kun dreje sig om tilladelser til
ganske små grupper.
Bent
Nørgaard
WOC
2006