Til nye ungdomsløbere

Senest opdateret april 2017

Til nye ungdomsmedlemmer og deres forældre.

Hvis du gerne vil starte til orienteringsløb – så start med at tage kontakt til en af trænerne. Så ved vi du kommer og kan give dig de første praktiske informationer.

Det er ikke så let at finde ud af, hvordan ”livet” foregår i en orienteringsklub!
Man har ofte mange spørgsmål.
Det prøver vi at råde bod på med dette lille skriftlige oplæg.
Se film om, hvordan det er at starte som ny ungdomsløber og komme til træning.

Medlemskab: Man kan melde sig ind i klubben ved at udfylde en indmeldelsesblanket, som man finder ved at gå ind under “Klubben” i hovedmenuen i venstre side, og herfra ind under “Nyt medlem.” Her kan man også se, hvad det koster at være medlem.
Vores klubblad hedder ”Komposten” – udkommer ca 4 gange om året.
Vores landsdækkende orienteringsblad hedder ”Orientering.dk” – udkommer ca 4 gange om året.

Lidt om klubben: SOK er en ret stor klub, der er i Nordkredsens 1. division. (Midt- og Nordjylland.) Vi har en del dygtige medlemmer og har en af kredsens største ungdomsafdelinger, der rummer ”alt” fra nybegynderen til juniorlandsholdsløberen. Vi er ca 350 medlemmer i klubben, for tiden Danmarks største orienteringsklub.

Ungdomstræning: – tirsdage fra kl 17.45 til kl ca 19.30. I forårs- og i efterårsperioden løber vi i skoven og starter direkte i skoven kl. 17.45. I den mørke periode træner i en hal, i en svømmehal – på en bowlingbane! – i et styrkerum eller løber natløb med en pandelampe. Inden orienteringsløbene vil der altid blive informeret og vejledt i, hvordan orienteringen skal gribes an. Man vil altid kunne bede om hjælp / have en ”skygge” med i skoven , så man lærer teknikken fra starten. Indtil man kan løbe en begynderbane alene, ser vi helst at man har en forælder med, da vi ikke har kapacitet til at skygge alle. Men hvis hvis man enkelte gange ikke har mulighed for dette, skal man naturligvis komme alligevel, så finder vi en løsning. Efter nogle af træningerne hygger vi os med saft og boller i klubhuset.

Minitræning: Klubben har også mini-træning, som er for de mindre børn i alderen 4-7 år, der har lyst at lege, løbe, klatre, kravle og finde rundt i skoven. Vi mødes hver tirsdag fra 17.00 til 18.00 ved klubhuset, hvor vi leger og løber i skoven ved Vejlsø. Tag praktisk tøj på efter vejret og en drikkedunk. Vi slutter af med lidt frugt og/eller boller. Hvert mini-barn skal have en voksen med, så tag din mor, far eller bedsteforælder i hånden og kom og vær med.

Ungdomskurser: – foregår på kredsplan eller blandt få af de nærmeste klubber. Startkurserne hedder C – kurser og giver den elementære viden. Derefter er kurserne opdelt efter alder og hedder U1, U2 og junior. Forudsætningen for deltagelse i disse er, at man selv kan løbe en o-bane (hvilket du sikkert hurtigt får lært!). På kurserne møder du jævnaldrende fra andre klubber. Der er ca 3 weekendsamlinger og en uges sommerlejr pr år. Indbydelser til kursus bliver sendt til dig privat, og tilmelding foregår via Christian Biering, se tlf. nedenfor. Prisen for et weekendkursus er ca 300 – 350 kr, alt inklusiv – og klubben giver ca 30 % i tilskud.

Løbetøj/-dragter: Det er en god ide at have lange løbebukser eller lange løbe-tights på, af hensyn til brændnælder, lav bevoksning og ikke mindst skovflåter. Om sommeren går det fint med en løbe-T-shirt, men når det bliver koldere er det en god ide med nogle lange ærmer, så min ikke bliver kold. Derudover er det vigtigt at have en overtræksjakke/vindjakke på, for at holde varmen før og efter løbet.

Klubben har klubtøj som kan købes. Læse mere hér: http://silkeborg-ok.dk/index.php/klubben/klubdragt

Løbesko: O-løber-sko er lette snøresko med dupper under. I begyndelsen klarer man sig fint med almindelige løbesko. Senere kan det blive et ønske at prøve et par o-sko; og faktisk ligger der let brugte o-sko på en hylde i klubhuset til fri afbenyttelse!

Åbne løb / konkurrencer: Ud over ungdomstræningen er en vigtig del af o-løbs-dillen at deltage i konkurrencer rundt i landet. Datoer kan findes på den hjemmeside som kaldes “O-service” som kan findes hér: https://www.o-service.dk/. Gå ind under “Kalender”. Det kræver at man er medlem for at kunne deltage i stævner og konkurrencer og når man melder sig ind, får man et login til O-service.

Man tilmelder sig til åbne løb via O-service. Ved tilmelding indbetaler man et aconto-beløb via bank 7170 175128-2. Klubben giver 20 kr i tilskud pr start for en ungdomsløber.Kørsel kan oftest arrangeres sammen med andre fra klubben. Kørsel til stævner er oftest gratis for ungdomsløbere. Tilmelding til en konkurrence foregår 2 – 3 uger før løbet.

Man kan først deltage i et åbent løb, når man er registreret medlem af klubben.

Træningsløb: På klubbens hjemmeside www.silkeborg-ok.dk og i klubbladet ”Komposten” oplyses om tidspunkter og steder for disse. Derudover bliver der sendt en mail rundt og lagt en begivenhed ud på klubbens Facebook gruppe (https://www.facebook.com/groups/silkeborgok/) med angivelse af hvor vi skal mødes og eventuelle praktiske ting omkring træningen.

Løbene er gratis for klubbens medlemmer.

I tvivl om noget?

– så spørg endelig en af trænerne. Se kontaktinformationer hér!

På klubbens vegne

– og venlig hilsen

formand for udvalget
Christian Biering