Knud Fjordvald er nomineret til Hæk-Prisen

Silkeborg Orienteringsklub har indstillet Knud Fjordvald til Silkeborg Kommunes Hæk pris for sin enestående og utrættelige frivillige indsats gennem mere end 60 år. Der har været 10 indstillinger. 3 er nu blevet nomineret til at få prisen. Knud er en af de 3 nominerede.

Vinderen findes ved en læserafstemning i Midtjyllands avis, hvor man kan stemme fra i dag. Man skal dog være abonnent for at kunne stemme, så hermed en opfordring til de det har muligheden. Artiklen om Knud er i Midtjyllands avis i dag (24/2) på side 17

Herunder finder I bestyrelsens indstilling af Knud til Hæk-prisen:

Knud har i rigtig mange år været en uundværlig kraft i Silkeborg Orienteringsklub samt i KFUM Spejderne i Silkeborg.

Knud har i en lang årrække ydet en stor og ubetinget indsats for Silkeborg orienteringsklub, hvor hans engagement og vilje til at hjælpe altid står i centrum. Efter nogle år i Randers orienteringsklub, har han været medlem af  Silkeborg Orienteringsklub i en meget lang årrække,  siden 1970. Igennem alle årene har han lagt utallige timer i klubben – som orienteringsløber, frivillig, materielansvarlig, banelægger, postudsætter ved klubbens ugentlige træninger og meget andet, samtidig med at han har ansvar for at vedligeholde vores klubhus. Knud er altid parat til at bidrage med en hjælpende hånd – uanset om det gælder mindre aktiviteter for børnene, større stævner, planlægning eller den daglige drift.

Han sørger for, at alt materiel er forberedt, klar og på plads til de aktiviteter klubbens medlemmer deltager i eller klubben arrangerer for andre klubber. På trods af sin alder stiller Knud altid op med telt, udstyr og en ukuelig vilje, ofte midt i regn og blæst, alt sammen med et smil og en særlig ro, der smitter. Han er den, der står klar til at hjælpe med opsætning, nedtagning, rengøring, tørring, vedligehold og opbevaring af vores materiel. Knud er den, man kan stole på. Han er altid den første til at dukke op og sidste til at gå hjem. En af klubbens medlemmer siger: “Knud er den første, vi ringer til, og den sidste, der går hjem.”

Knud er ikke blot en praktisk hjælper i baggrunden; han er en kulturbærer, der med sin venlighed, rolige væsen og vedholdenhed skaber det fællesskab, der gør Silkeborg Orienteringsklub til noget særligt. Hans engagement smitter, og han er en inspirationskilde for både unge og ældre. Det er netop hans erfaring og hans evne til at se de små detaljer, der gør en stor forskel, og hans urokkelige vilje til altid at bidrage, der gør ham til et forbillede for frivillige.

Udover sin indsats i orienteringsklubben er Knud også aktiv og engageret i KFUM Spejderne i Silkeborg. Samtidig har Knud været medlem af Gødvad Sogns Menighedsråd i mere end 30 år. Denne brede frivillige indsats underbygger hans fortjeneste til Hæk-prisen, der hylder den frivillige ildsjæl, hvis stille, men betydningsfulde indsats skaber stærke fællesskaber blandt generationerne i orienteringsklubben.

Knuds livslange helhjertede engagement repræsenterer Hæk-prisens kerneværdier om villighed, uegennyttighed og vedholdenhed. Knud er indbegrebet af den type person, Hæk prisen er skabt til. Han er en uvurderlig ildsjæl, hvis handlinger og holdninger har været med til at skabe varige og meningsfulde fællesskaber i Silkeborg.

Og Knud stopper ikke her, han vil blive ved i mange år endnu, for som familien siger om ham; “Han har et mantra om, at vi børn, svigerbørn og børnebørn ikke må kalde ham gammel, før vi kan løbe fra ham”.

Det er med stor ydmyghed, respekt og høj anerkendelse, at Silkeborg Orienteringsklub hermed indstiller Knud Fjordvald til Hæk-prisen i Silkeborg.

Link til afstemningen:

Hvem fortjener at få årets Hækpris? Vær med til at stemme på tre nominerede ildsjæle inden for kultur-, fritids-, idræts- og outdoorområdet i Silkeborg https://midtjyllandsavis.dk/artikel/ab5da7b6-b74e-4a80-a115-01d7359722f5