Vi mødes nu direkte i skoven…
Vi har i ungdomsudvalget kigget på hvordan vi dels kan skabe mere tid til løb i skoven og samtidig forsøge at tage hensyn til de yngre løbere, der gerne vil tidligt hjem. Vi har derfor valgt en løsning hvor vi i stedet for at mødes i klubhuset, mødes direkte i den skov hvor vi skal løbe – stadig kl. 17.45. D.v.s. I skal nu selv sørge for at transportere jeres børn/jer selv ud til skoven.
Hvad nu hvis jeg ikke kan køre eller blive kørt..?
Vi er klar over at der vil være nogle af ungdomsløberne der normalt cykler til klubhuset og kører med derfra, eller der kan være nogle gange, hvor I som forældre ikke har mulighed for at køre jeres børn. Når det er aktuelt, så vil vi gerne opfordre jer til at bruge klubbens Facebookgruppe og hér hjælpe hinanden til at blive transporteret ud i skoven. Så det gælder både når I selv har behov for at få et lift, eller hvis I har mulighed for at tage en eller flere med.
I kan finde klubbens Facebookgruppe hér: www.facebook.com/groups/silkeborgok/
Sådan finder I ud af hvor vi skal hen…
Senest søndag aften lægger vi informationer op på klubbens Facebookgruppe og sender en mail ud til alle. Her vil der stå hvor vi skal mødes, med link til et kort, og samtidig være eventuelle informationer specifikt for den enkelte træning.
Forældrenes rolle i skoven…
Da vi er så heldige, at der er kommet en masse nye løbere, er der rigtig mange der har behov for en “skygge” i skoven, d.v.s. én som kan hjælpe og støtte dem. Vi har derfor rigtig meget brug for at forældrene er med i skoven og hjælper, så længe jeres egne børn ikke selv kan løbe en bane. Vi vil gerne forsøge at bruge vores ressourcer, som trænere og ledere, på at skygge dem, der er i gang med at blive endnu bedre, så alle vores løbere har mulighed for at udvikle sig.
Og, vi vil gerne have at I bliver lidt længere…
Noget af det som gør det sjovt at gå til orienteringsløb er sammenholdet på tværs af aldersgrupper og evner. Det vil vi gerne styrke og vil derfor gerne opfordre alle til at tage med tilbage til klubhuset, hvor der vil være mulighed for at gå i bad og sauna og bagefter sidde og hygge sig med et glas saftevand og en friskbagt bolle, sammen med de andre løbere. Vi håber at det, at vi stopper tidligere i skoven, gør det muligt for nogle af de yngre også at blive en del af det sociale efter løbeturen. Men vi har naturligvis også fuld forståelse for dem som bare har behov for at komme hjem i seng, efter en lang dag.
Med venlig hilsen fra trænere og ledere
Tjalfe, Christian, Clara, Rikke, Heidi og Christian