Om få uger rammer den officielle indkaldelse og årsberetningerne masser af postkasser i Silkeborg-området, men sæt allerede nu kryds i kalenderen d. 25. marts.
I 2016 var vi tæt ved at fylde vores fællesrum. Lad 2017 blive året, hvor vi skal sidde på skødet af hinanden.
Det bliver en god dag med mulighed for træningsløb, og der er spændende punkter på dagsordenen, blandt andet:
– Det frivillige arbejde i vores klub v/ Frivillighedsansvarlig Inger Simonsen og Mette Voldum Jørgensen, frivilligansvarlig ved JWOC19.
Inger og Mette har udarbejdet et skema, så det bliver lettere for alle, der ønsker at udføre frivilligt arbejde i klubben, at komme i gang med den rigtige opgave. Dette skema bliver søsat på generalforsamlingen.
– JWOC19 v/ Dorthe Hansen og Mogens Hagner der er klubbens repræsentanter i styregruppen.
Sammen med OK Pan venter der os en spændende udfordring, når vi i 2019 skal arrangere juniorverdensmesterskab med base i Silkeborg. Dorthe og Mogens fortæller om projektet.
– Et skifte til SportIdent v/Jens Ozol m.fl.
Bestyrelsen vurderer, at det er tid at skifte fra EMIT til SportIdent. Det skyldes ikke mindst nedslidt EMIT udstyr og en indstilling fra et udvalg bestående af Erik Bobach, Anker Møller og Mogens Hagner.
På generalforsamlingen bliver der gjort rede for overvejelserne og økonomiske scenarier, og der bliver lejlighed til at stille spørgsmål.
Der er ikke fare for at komme til generalforsamling og pludselig sidde i bestyrelsen eller på en anden post, uden man har lyst.