Indbydelse til Klubtur i forbindelse med Påskeløbet 13-15/4 2017
I år er der bestilt overnatning på Lejrskolen Thy-Bo, Vestervigvej 75, 7755 Bedsted.
SOK har 32 senge fordelt på 8 dejlige værelser (4 på hvert værelse) i stueplan. Derudover spisesal og køkken i underetagen. Se evt. http://thy-bo.dk/
De 32 senge på 1. sal har Århus 1900 lejet og vi deler muligvis spisesal med dem.
Det er desværre ikke tilladt at sætte telt og campingvogn op på området.
Påskeløbene foregår i Tved (1. etape) og Tvorup Plantage (Øst) (2.+3. etape) i Nationalpark Thy hhv. 35km og 23km fra Lejren.
Hvem kan deltage?
Alle klubbens medlemmer kan deltage. Der er alle sværhedsgrader af orienteringsløbs-baner, så du behøver ikke at være rutineret løber for at deltage.
Klik ind på løbets hjemmeside: http://www.mariagerfjordok.dk/P%E5ske17/Paaske17.html og find hvilken bane der passer dig – eller kontakt Mette (tlf. 51908510), hvis du er i tvivl.
Ungdomsløbere kan også spørge til ungdomstræning.
Hvad koster det at overnatte?
Pris for 2 overnatninger, 2*aftensmad, 2*morgenmad og 2*madpakke
Voksne: 400 kr. og 275kr. for ungdomsløbere.
Betaling for løbet kommer oveni dette beløb. Det sker særskilt via O-service.
Hvor skal jeg tilmelde mig?
Tilmelding til overnatning sker til Mette (mette@skaanning-jorgensen.dk eller SMS 51908510) snarest muligt og senest den 24. marts. Tilmelding til selve løbet kan ske på O-service senest den 24. marts.
Hvad med betaling?
Betaling for overnatning og mad skal ske senest den 24. marts på konto: 7046-0001097407. Betaling for løbet sker over O-service, så du skal sikre dig at der er penge på din startkonto inden du tilmelder dig.
Hvad skal jeg medbringe?
Varmt løbetøj til 3 løb + evt. løbehandsker og hue, løbesko, kompas, EMIT-brik (hvis du selv har en, ellers lejer du en), overtrækstøj, madpakke til torsdag middag, skiftetøj, lagen, pude, sovepose/dyne (det koster 50 kr. ekstra at leje pude og dyne), toiletsager, håndklæde mm.
Transport til Thy
Der er ingen grund til at køre flere biler af sted end nødvendig, og hvis du har ledige pladser i din bil, så anfør det gerne på din tilmelding i O-service. Ligeledes hvis du mangler kørelejlighed anfører du det på din tilmelding i O-service, så vil vi koordinere efter bedste evne.
Hvis du har ungdomsløbere (ikke egne børn) med i din bil, kan du af klubben få refunderet 30 øre pr. km pr. ungdomsløber (henvendelse herom sker til klubbens kasserer, Lars Ole Larsen). Disse ungdomsløbere betaler ikke selv til chaufføren for kørsel.
Til den søde tand – og mad i øvrigt
Der bliver købt ind og lavet mad fælles, men skriv endelig ved tilmeldingen, hvis du gerne vil stå for noget af det, eller bage en kage på forhånd. Ellers deles vi om praktiske opgaver på selve turen.