Endnu få pladser tilbage !!!
Så hvis du gerne vil med på klubtur, men ikke lige har fået tilmeldt dig endnu så gør det nu 🙂 Vi nærmer os det antal pladser vi har reserveret (og vandrehjemmet er fuldt booket, så det kan være svært at få ekstra værelser)
Som skrevet i indbydelsen omkring nytår:
Selvom vi sidder her i vinterens mørke, er det tid at kigge frem mod forårets første Orienterings-klubtur. Den 16.-17. marts tager vi til Nordjylland, hvor der er 2 spændende O-løb i Tranum klitplantage. Det er et O-løbsområde som er overvejende fladt, men med indslag af både åbne og bevoksede indlandsklitter. Skoven består primært af nåletræsbevoksning med vekslende gennemløbelighed.
Klubben arrangerer fælles overnatning i forbindelse med løbet, med god mulighed for fælles hygge og samvær.
Klubturens overnatning foregår på Fjerritslev vandrehjem, som ligger i forbindelse med Jammerbugt idrætscenter, (http://www.xn--idrtscenterjammerbugt-h3b.dk/) Her har vi booket 32 pladser i 4-personersværelser. Da vi har et begrænset antal pladser er det tilmelding efter først til mølle.
Hvem kan deltage?
Alle klubbens medlemmer kan deltage. Der er alle sværhedsgrader af orienteringsløbs-baner, så du behøver ikke at være rutineret løber for at deltage.
Klik ind på løbets hjemmeside: https://nordjysk2dages.dk/jom3/ og indbydelsen https://nordjysk2dages.dk/jom3/images/nj2d/2019/Indbydelse%20N2D%202019.pdf og find hvilken bane der passer dig. Hvis du er i tvivl kan du kontakte Anette.
Ungdomsløbere kan spørge til ungdomstræning.
Hvad koster det at overnatte?
Pris for overnatning, aftensmad, morgenmad og madpakke til søndag:
Voksne: 375 kr. og 250 kr. for ungdomsløbere.
Betaling for løbet kommer oveni dette beløb. Det sker særskilt via O-service.
Hvor skal jeg tilmelde mig?
Tilmelding til overnatning sker til Anette (anette.pind@pinde.dk) eller ved at notere ’Klubtur’ ved tilmeldingen på O-service. Da vi har begrænset antal pladser, sker tilmeldingen efter først til mølle-princippet, men senest den 22. februar. Tilmelding til selve løbet kan ske på O-service senest den 3. marts.
Hvad med betaling?
Betaling for overnatning og mad skal ske senest den 22. februar på konto: 7046-0001097407. Betaling for løbet sker over O-service hvor du skal sikre dig, at der er penge på din startkonto inden du tilmelder dig.
Hvad skal jeg medbringe?
Varmt løbetøj til 2 løb + evt. løbehandsker og hue, løbesko, kompas, EMIT-brik (hvis du selv har en, ellers lejer du en), ekstra løbetøj og overtrækstøj, madpakke til lørdag middag og skiftetøj til lørdag eftermiddag/aften, håndklæde og sengelinned.
Da vandrehjemmet er tilknyttet Jammerbugt fritidscenter har vi mulighed for at benytte deres svømmehal og sauna. Hvis man ønsker det, skal desuden medbringes badetøj mm.
Transport til Tranum
Der er ingen grund til at køre flere biler af sted end nødvendig, og hvis du har ledige pladser i din bil, så anfør det gerne på din tilmelding i O-service. Ligeledes hvis du mangler kørelejlighed anfører du det på din tilmelding i O-service, så vil vi koordinere efter bedste evne.
Hvis du har ungdomsløbere (ikke egne børn) med i din bil, kan du få refunderet 30 øre pr. km pr. ungdomsløber af klubben (henvendelse herom sker til klubbens kasserer, Lars Ole Larsen). Disse ungdomsløbere betaler ikke selv til chaufføren for kørsel.
Til den søde tand – og mad i øvrigt
Hvis du har en ’Mette Blomsterberg’ i maven – eller bare har lyst til at bage en kage til turen er du meget velkommen til det – Skriv det til Anette ved tilmeldingen.
Hvis du har særlige ønsker til forplejningen (fx vegetar) er det vigtigt at skrive det på tilmeldingen så vi kan nå at koordinere det med køkkenet på vandrehjemmet.
Fortræning og natløb fredag
I forbindelse med NJ-2-D arrangeres der fortræning fredag eftermiddag d 15/3 og Natløb fredag aften i Svinkløv klitplantage. Der arrangeres ikke noget fælles i den forbindelse, men hvis du/I ønsker overnatning samme sted fra fredag til lørdag, kan vi formidle kontakten.
Vi ses i skoven!
På vegne af Arrangementsudvalget
Anette Pind