Klubhusbyggeriet

Som det nok er mange bekendt, er udvidelsen af vores klubhus bl.a. betinget af godkendelse fra Naturstyrelsen, da vores klubhus er beliggende i fredskov.

Naturstyrelsen har nu meddelt, at vi kan forvente godkendelse til at bygge det nye køkken som udbygning ved øst-gavlen samt til at udvide pigernes omklædningsrum mod syd med en tilbygning, som også giver bedre plads på 1. sal.

Men glastilbygningen mod øst kan ikke godkendes. Glashuset betragtes som et fremmedelement i skoven.

Vi har besluttet, at vi ikke vil anke Naturstyrelsens afgørelse. Arbejdet koncentreres nu om at få projekteret de godkendte bygningsdele færdige, så vi kan få byggetilladelse og få indhentet priser ved udbud.

Udover udvidelserne omfatter projektet, at det nuværende køkken fjernes, så vi får et godt møde-og opholdsrum.

Vi håber på, at byggesagen er så langt fremme, at vi kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling i september med henblik på at opnå godkendelse fra klubbens medlemmer til byggeriet og ikke mindst byggeriets finansiering ved anvendelse af en god del af klubbens opsparede midler.

Samtidig efterlyser vi gode ideer fra klubbens medlemmer til, hvordan vi eventuelt kan gøre udearealerne omkring klubhuset mere indbydende til ophold.

Bestyrelsen Silkeborg O-center og  Silkeborg OK