Lørdag d 2. sept  afvikles NACS  2023- Vil du give en hånd med?  

Arrangørgruppen  v. Henriette K Rokkjær skriver:

”Lørdag d. 2. september afholder vi igen Nordisk Adventure Challenge Silkeborg (NACS).

Der er i år 3 distancer med vindertider på 4 (Fighter), 7 (Challenge) og 12 (Master) timer.

Master og Challenge vil rutemæssigt få store overlap og vi sørger for at skære de langsomste hold af tidligt, så der ikke bliver for stor tidsmæssig spredning på de bemandede poster med opgaver. Det håber vi gør det hyggeligere at være hjælper og ikke mindst deltager.

Vi har i år fået lov at have start og mål ved Trailcenteret ved siden af klubhuset. Det gør mange ting enklere ift. hjælpere.

Der skal sættes færre telte, hegn og afskærmning op og vi har alt stort set lige ved hånden. Og så kommer vi til at bruge klubhuset langt mere end de foregående år.

Det forventer vi vil give en bedre afvikling for hjælperne og så glæder vi os til at vise vores egne faciliteter lidt mere frem. Samtidigt bliver ud- og indkørsel ikke så påvirket af trafik for deltagerne, så forhåbentligt mærker de også lidt mere ro omkring skiftezonen.

Vi håber at rigtigt mange af jer har tid og lyst til at hjælpe.

Fredag er der brug for at sætte stævneplads op og sætte poster ud.

Lørdag er der brug for flest hjælpere og vi har opgaver der passer til et par timer eller hele dagen – alt efter hvad du har tid til.

Søndag er der, som altid, divisionsmatch og vi håber at langt det meste oprydning er klaret lørdag. Det lykkedes vi med sidste år, så mon ikke vi klarer det i år igen, når nu vi har mindre materiel i gang. Men har du tid og lyst til lidt postindsamling, så strikker vi gerne en fin runde sammen til dig.”

——–

Skriv gerne tilbage om du kan give en hånd   på mail inger.morten@mail.tele.dksenest d 22. juni 2023 .

Sæt allerede nu kryds ved tirsdag d 22.8 kl 19.30, hvor der er hjælper intro i klubhuset og klubben er vært med øl /vand og pølse.

På vegne af Silkeborg Orienteringsklub v. Frivillighedskoordinator Inger Simonsen