YACS og EM i Adventure Race 2020

Så er datoen lagt fast for Yeti Adventure Challenge – YACS 2020, som også er europamesterskaberne i Adventure Race. Det bliver…

D. 3. – 6. september 2020

Det bliver et arrangement som får stor bevågenhed både internationalt og i det midtjyske Søhøjland i Danmarks Outdoorhovedstad Silkeborg. Det er derfor også et arrangement hvor Silkeborg Orienteringsklub får en unik mulighed for endnu engang at komme på det sportslige landkort og vise, at vi også er en klub med stor alsidighed, som alt sammen tager udgangspunkt i evnen til at bevæge sig fra A til B via et kort – orienteringskompetencen.

Samtidig er det et arrangement hvor SOK kan få mulighed for at stå i spidsen for et arrangement som både viser det bedste af Silkeborgs natur og outdoorsportsgrene og som profilerer SOK som en seriøs og professionel klub.

Det er derfor vigtigt at vi som klub endnu engang samler os og hjælper hinanden med at gøre YACS 2020 til en stor oplevelse for både deltagerne i masterdistancen, som samtidig er et europamesterskab, for alle de deltagere der “blot” vil have en fantastisk og udfordrende oplevelse i Søhøjlandets smukke natur og endelig for alle de mange borgere i Silkeborg, som får mulighed for at opleve endnu en stor sportslig begivenhed tæt på.

Så sæt kryds i kalenderen og afsat én, to eller flere dage som frivillig og vær med til at skabe det bedste YACS indtil videre.

Mvh.

Christian Biering
Formand for Silkeborg Orienteringsklub