JWOC 2019 – glimt fra de frivilliges dage 3

Funktionen – stævne – terræn

Gjern Bakker forlades

Lige efter præmieoverrækkelsen kl. ca. 14.30 bliver karantænezone teltet taget ned, og de første kører til Thorsø Bakker og begynder at sætte det op der. Herefter pakkes resten af stævnepladsen i Gjern ned. Vi regner med at alt materiel er pakket, og at vi ankommer til Thorsø Bakker ved 19-tiden i aften, og så arbejder vi, til vi bliver færdige – eller så længe det er lyst. Bliver vi ikke færdige, møder vi tidligt i morgen, siger funktionsleder Jens Ozol.

Ny stævneplads opsættes i Thorsø Bakker

Kl. 20 arbejder 27 hjælpere på den nye stævneplads. Der er allerede opsat 17 telte, og der står et flot stykke tømrerarbejde af en mur, som skal bruges i forbindelse med skiftet for stafetløberne.

Flere hjælpere fra de andre funktionsområder er på vej ud af pladsen. De har hjulpet med at sætte deres eget telt op og gjort klar til næste dag.
Ungdomsløberne er i gang med at sætte snitslinger op i coachingområdet og i kioskteltet ligger borde og bænke parate til at blive sat op. Der er stadigvæk tusind ting, der skal laves for at få stævnepladsen til at fungere, når fredagens stafetløb skal afvikles. Selvom det regner lidt er humøret højt og alle siver imod kioskteltet, da madvognen ankommer.

Nattevagter

På stævnepladsen befinder sig meget værdifuldt grej – også om natten. Kl. 17 møder de frivillige nattevagter ind med sovepose og liggeunderlag, de hjælper til på pladsen, og når det bliver mørkt, går de til køjs i det telt, de har udset sig. Der er 17 at vælge imellem.

Alle hjælper alle

Der er 34 faste hjælpere i fire skiftehold i funktionen – stævne – terræn, for det er en kæmpe logistisk opgave, der skal løses. Vi har mere end 200 frivillige tilknyttet Junior-VM, og selvom vi har hver vores funktion, hjælper man hinanden på tværs af funktionerne. Bedst som man tror, at man ikke når det, popper der hjælpere op alle steder fra, og når alle går ind til opgaven med den tilgang, kan rigtig meget lykkes, siger Jens Ozol.

Et vellykket arrangement skabes ikke uden ihærdige, kreative og hjælpsomme frivillige.