Løbsperiode ved træningsløb torsdag og lørdag
Træningsudvalget vil gerne give gode træningsmuligheder både til erfarne og selvhjulpne medlemmer, men også til nye medlemmer i SOK. Derfor har vi fokus på afvikling af klubbens træningsløb torsdag og lørdag.
Da flere medlemmer har ytret ønske om, at kunne starte over en længere periode end de hidtil 3 timer, har vi i træningsudvalget arbejdet på muligheder herfor. I håb om at Naturstyrelsen vil give os tilladelse til at udbrede løbsperioden til et døgn, har vi søgt om en ændring.
Vi vil gerne have at træningsløbet så vidt muligt fremstår som et klubarrangement over en kortere periode (3 timer), hvor både nye og erfarne medlemmer kan mødes, ligesom nye medlemmer kan blive introduceret og få lidt vejledning af arrangøren. Men til glæde for de medlemmer, der ikke kan løbe i dette tidsrum, har vi søgt om, at posterne kan få lov at stå i skoven til næste dag, således at det bliver muligt at løbe på posterne i døgnets lyse timer frem til næste middag.
Vi ved endnu ikke om Naturstyrelsen vil tillade denne ændring, men vores skovkontakt, Henrik Felding har lovet, at tage vores forespørgsel med på årlige samarbejdsmøde med Naturstyrelsen her i februar/marts måned. I hører nærmere.
Evt. ansøgning om længere løbsperiode i de private skove, vil evt. komme på tale afhængig af forholdene.
Brug af naboklubbers træningsløb og tirsdagstræning
Da vi den seneste tid har haft sværere at skaffe arrangører til vores træningsløb, har vi lavet aftaler med vore naboklubber Herning OK og Horsens OK om deltagelse i 6 af deres løb og sløjfer egne løb. Hvilke løb det drejer sig om, fremgår af træningsløbsoversigten på hjemmesiden Åbne træningsløb 2025 – Google Sheets . Enkelte løb ligger på anden ugedag end vanligt i SOK.
Hvis denne indsats ikke viser sig tilstrækkelig til at dække planen ind med hjælpere, kan vi se os nødsaget til, at nedsætte frekvensen af træningsløb til hver 2. uge, hvis der ikke kommer flere som ønsker at lave træningsløb. Ud over tilbuddet med træningsløb torsdag/lørdag, skal vi erindre om, at alle voksne medlemmer også har mulighed for at deltage i klubbens tirsdagstræning i sommerhalvåret fra marts til oktober. Ved dette tilbud er der træner både for børn og voksne, så der er fokus på at blive bedre til O-teknik. Et superfint tilbud for dig som gerne vil blive bedre til at løbe O-løb.
Nye kort til træningsløb på hjemmesiden
For at udnytte vores skove i et varieret træningstilbud, og sikre at vi overholder Naturstyrelsens plan om højst 1 træning i hvert skovområde/uge, holdes vores træningsløb ofte kun i en del af skoven. Derfor anføres i planen f.eks. Nordskoven Øst/Nordskoven Vest osv..
For at sikre, at banerne holdes indenfor det område vi på den aktuelle dag har tilladelse til, er vi ved at udarbejde kort til banelægning, der angiver løbets afgrænsning til den aktuelle træning. Løbsområdets navn vil svare til det kort du skal finde under ”Kort til banelægning” på den lukkede del af klubbens hjemmeside. Som banelægger på det enkelte træningsløb, får I altid en mail omkring det løb du skal afvikle. Heraf fremgår det, hvilket skovområde du må benytte til træningen.
Har du spørgsmål til ovenstående emner, er du velkommen til at kontakte træningsudvalget v. Tove Jakobsen på tlf. 26715258.
Vel mødt i forårsskoven!
Træningsudvalget